Energioptimering af din bolig: spar penge og energi

Få tips til energioptimering af din bolig. Forbedr energimærket, sænk varmeregningen og søg tilskud til energiforbedringer.

Hvad er energioptimering?

Energioptimering dækker over en række forbedringer, der har til formål at gøre din bolig mere energieffektiv. Det kan være alt fra små ændringer i adfærd og udskiftning af lyskilder til større investeringer som efterisolering eller installation af varmepumpe. 

Fælles for alle energioptimerende tiltag er, at de reducerer boligens energiforbrug – og dermed også dine udgifter til varme og el. Samtidig kan de forbedre boligens energimærke, hvilket har stor betydning for både komfort og gensalgsværdi. Formålet er at gøre din bolig mere miljøvenlig samtidig med, at du opnår en økonomisk besparelse. 

Ifølge Energistyrelsen stiger salgsprisen i gennemsnit med 500 kr. pr. m² for hvert bogstav, energimærket forbedres. Det svarer til 50.000 kr. for et hus på 100 m².

Hvorfor er energioptimering en god investering?

Der er mange gode grunde til at energioptimere din bolig - både økonomisk og på længere sigt i forhold til boligens værdi.

Opnå lavere energiregning og øget komfort

  • Lavere energiregning

Ved at mindske varmetab og optimere energiforbruget kan du reducere dine faste udgifter til boligen markant. Især ældre boliger har ofte et stort besparelsespotentiale, fordi de typisk har dårligere isolering og ældre varmeløsninger. Tiltag som efterisolering, nye vinduer eller en varmepumpe kan derfor give en mærkbar økonomisk gevinst – ofte fra dag ét.

  • Bedre komfort

Energioptimering handler ikke kun om økonomi – det handler også om livskvalitet. En velisoleret bolig giver et mere stabilt indeklima med færre temperatursvingninger, mindre træk og mindre kuldenedfald. Faktisk oplever størstedelen af boligejere en forbedret komfort, når de energirenoverer deres bolig.

Forbedr boligens energimærke og værdi

  • Højere boligværdi

Et godt energimærke er blevet en vigtig faktor for boligkøbere, og den rette energioptimering kan derfor gøre din bolig mere attraktiv og øge salgsprisen. Analyser viser også, at boligprisen typisk stiger, når energimærket forbedres – og at energieffektive boliger ofte sælges til højere priser end mindre effektive boliger.

  • Mindre CO₂-udledning

Ved at reducere energiforbruget mindsker du også din boligs klimaaftryk. Energiforbedringer som bedre isolering, varmepumper og solceller er med til at reducere CO₂-udledning og understøtte den grønne omstilling.

Konkrete energiforbedringer til dit hus

Der er flere muligheder, hvis du vil spare på energiregningen over tid. Du kan bl.a. sikre, at din bolig har mindst muligt energitab ved at udskifte forældede bygningsdele og sørge for en god isolation af huset. Det kan du f.eks. gøre ved:

Isolering, vinduer og døre

  • Efterisolering af loft, vægge og gulve: 

    Loftet er ofte det mest oplagte sted at starte, da varmen stiger opad

  • Udskiftning af vinduer og døre: 

    Nye vinduer med 3-lags energiruder reducerer varmetabet og forbedrer indeklimaet.

  • Tætning af utætheder:

    Små sprækker ved fx vinduer og døre kan give stort varmetab - men det er ofte en billig forbedring.

Disse ting udgør bygningens ydre skal, som også kaldes klimaskærm.

Udskiftning af varmekilde (f.eks. varmepumpe)

Når klimaskærmen er forbedret, kan det være en fordel at se på selve opvarmningsformen. Det kan du gøre ved at se på: 

  • Udskiftning af olie- eller gasfyr med varmepumpe:

    En varmepumpe er i dag en af de mest populære løsninger og kan reducere energiforbruget betydeligt.

  • Installation af solceller:

    Solceller kan producere strøm til brug i din bolig og sælge din overskudsstrøm til det fælles elnet.

  • Installation af solvarmeanlæg:

    Solvarme kan bedst betale sig, hvis du opvarmer din bolig med el, olie eller gas, og kan typisk dække 15-30% af dit varmebehov.

Nordea har opstillet nedenstående eksempler med besparelser ved forskellige energioptimerende tiltag:

  • Et hus på 140m2 med energimærke E vil typisk skulle bruge en 12 kW varmepumpe. Den koster ca. 120.000

  • Fyrer du i dag med olie, vil du årligt kunne spare ca. 20.000 kr., hvis du skifter til varmepumpe.

  • Fyrer du i dag med naturgas, vil den årlige besparelse ligge i omegnen af 14.000 kr., hvis du skifter til varmepumpe.

  • Nordea tilbyder flere finansieringsmuligheder til energiforbedring. Se mere om dine lånemuligheder hos Nordea her. 

Ikke al renovering er energioptimering

Det er vigtigt at skelne mellem almindelig renovering og energioptimering. En ny terrasse eller et nyt køkken kan øge boligens æstetiske værdi, men har sjældent nogen effekt på energiforbruget.

Derfor bør du altid overveje, hvilke forbedringer der giver mest værdi – både økonomisk og energimæssigt. Det kan være en god idé at få en energirådgiver til at gennemgå boligen og komme med konkrete anbefalinger.

Særlige overvejelser for ældre huse

Har du et hus, der er bygget før 1980, er der ofte stort potentiale for energiforbedringer. Mange ældre boliger er opført efter gamle bygningsreglementer og risikerer derfor at have dårlig isolering, utætte vinduer og ineffektive varmekilder. Ved at følge anbefalingerne i en energimærkningsrapport kan du faktisk nogle gange forbedre boligens energimærke med 2-3 trin på skalaen.

Hvad er relevant for din bolig ift. hvornår, det er bygget?

Byggeår

Udfordringer 

Relevante energiforbedringer

Før 1960

Stort varmetab, kolde vægge, gamle termovinduer

Indvendig/udvendig isolering, nye energivinduer 

1960'erne 

Minimal isolering. gamle termovinduer

Hulmursisolering, loftisolering, nye energivinduer

1970'erne 

Tynd loftisolering, kuldebroer, gamle termovinduer 

Efterisolering, nye energivinduer, varmepumpe 

1980'erne

Gamle termovinduer, varmeanlæg

Nye energivinduer, varmepumpe

1990'erne

Mindre energitab

Optimering via fx solceller

2000-nu

Oftest allerede energieffektive 

Fokus på grøn strøm og energiforbrug

Energiforbedringer i forskellige boligtyper

SparEnergi opdeler energirenovering efter forskellige hustyper, hvor behov og løsninger afhænger af boligens alder, konstruktion og materialer. Fælles for alle boliger er, at energiforbedringer typisk handler om at reducere varmetab gennem bedre isolering, tæthed og vinduer – samt opgradere installationer som varmeanlæg og ventilation. Lejligheder indgår ikke som en selvstændig boligtype, men kan typisk indgå som byhuse. I mange lejligheder sker energiforbedringer ofte på fælles niveau via ejer- eller andelsforeningen.

Gør-det-selv vs. professionel hjælp

Nogle ting kan du gøre selv, mens andre ting kræver kyndig ekspertise. Vil du selv i gang, kan du starte med at tjekke husets tæthed - det kan du bl.a. gøre ved vinduerne, for at se om vinduet er tæt eller trænger til en udskiftning. SparEnergi guider dig igennem, hvilke tiltag du selv kan stå for, og i deres Guide: Tjek husets tæthed skriver de, at tætningslister i brevsprækken og kattelemmen samt at lukke spjældet i brændeovnen kan være små skridt på vejen i din energioptimering.

Dog er det langt de fleste energioptimeringer, der kræver professionelle håndværkere, så forbedringerne laves helt korrekt. Det er bl.a., hvis det drejer sig om tag og loft, vinduer og døre, rør, ydervægge og installation af fx solceller.

Hvis du overvejer at renovere din bolig, kan du læse mere på SparEnergi og blive klogere på, hvad der er det rette for dig at gå i gang med.

Sådan får du tilskud og finansiering

Energioptimering kan sommetider være en bekostelig affære, men der findes heldigvis flere muligheder for at få økonomisk støtte eller finansiere forbedringerne – både gennem offentlige tilskud og lån.

Offentlige tilskudspuljer: Varmepumpepuljen & Energirenoveringspuljen

1. Varmepumpepuljen:

Dette er en statslig tilskudsordning, der gør det billigere at skifte din nuværende varmekilde ud med en varmepumpe. Der gives tilskud til luft-til-vand eller jordvarmeanlæg.

Dette er en statslig tilskudsordning, der gør det billigere at skifte din nuværende varmekilde ud med en varmepumpe. Der gives tilskud til luft-til-vand eller jordvarmeanlæg på ca. 27.000 kr. og er målrettet boligejere, der i dag har fx:

  • Olie- eller gasfyr

  • Elvarme eller biokedel

Kravene for at søge om tilskud er, at:

  • boligen ikke ligger i et område med fjernvarme

  • du ikke er gået i gang med projektet endnu.

  • arbejdet udføres af en professionel håndværker

2. Energirenoveringspuljen:

Energirenoveringspuljen er en tilskudsordning til dig, der vil forbedre boligens energiforbrug – uden nødvendigvis at skifte varmekilde. Der gives tilskud til energiforbedringer som:

  • Isolering af loft, tag og ydervægge

  • Udskiftning af vinduer

  • Ventilation med varmegenvinding

  • Vandbårent varmesystem

Kravene for at søge om tilskud er, at:

  • boligen er energimærket med D, E, F eller G

  • du ikke er gået i gang med projektet endnu

  • arbejdet udføres af en professionel håndværker

Lån til energiforbedringer 

Hvis du ikke har opsparing til energiforbedringer, findes der flere finansieringsmuligheder, som kan gøre investeringen mere overskuelig.

1. Lån i boligens friværdi

Har du friværdi i din bolig, kan du ofte finansiere energiforbedringer gennem et realkreditlån eller tillægslån. Denne løsning giver typisk en lavere rente, fordi lånet er sikret i boligen.

2. Energilån i banken

Mange banker tilbyder særlige lån målrettet energiforbedringer. Hos Nordea kan du fx vælge mellem forskellige lånetyper afhængigt af dit behov:

  • Energiboliglån - med pant i boligen: mulighed for større lånebeløb

  • Energisparelån - uden pant i boligen: mindre lån med lave etableringsomkostninger

Et energilån kan typisk bruges til:

  • Udskiftning af vinduer og døre

  • Efterisolering

  • Installation af varmepumpe eller solceller

Lånene er målrettet projekter, der gør boligen mere energieffektiv, og kan ofte tilbydes med relativt lave gebyrer og fleksible vilkår

Kom godt i gang: Trin-for-trin guide

Søg om tilskud og kom i gang med energioptimering

  1. Tjek om din bolig og dit projekt kan få tilskud

    Gå til SparEnergi og se, hvilke tiltag der er godkendt, og hvilke krav der gælder.

  2. Få et tilbud fra en håndværker

    Du skal som regel have et konkret tilbud på arbejdet, før du kan søge.

  3. Ansøg om tilskud (inden du går i gang)

    Det er vigtigt, at du søger og får tilsagn, før arbejdet starter – ellers kan du ikke få tilskud. Husk at holde øje med deadlines for ansøgning.

  4. Få tilsagn og gennemfør projektet

    Når ansøgningen er godkendt, kan du gå i gang med energiforbedringen.

  5. Indsend dokumentation og få udbetalt tilskuddet

    Når arbejdet er færdigt, indsender du faktura og dokumentation for at få pengene udbetalt.

Få rådgivning hos danbolig

Det kan i nogle tilfælde være andre renoveringer end energioptimeringer, der kan øge din boligs værdi i forbindelse med et boligsalg. Kontakt derfor altid din lokale mægler, hvis du overvejer at renovere eller energioptimere i forbindelse med salg af din bolig.

Ofte stillede spørgsmål om energioptimering

Det er en række forbedringer af din bolig, som f.eks. isolering eller nye vinduer, der mindsker energiforbruget.

For at spare penge på varmeregningen, forbedre indeklimaet, øge boligens værdi og skåne klimaet.

Ja, du kan søge offentlige tilskud fra f.eks. Varmepumpepuljen og Bygningspuljen til specifikke forbedringer.

Efterisolering af loft og hulmur samt udskiftning til 3-lags energivinduer giver ofte de største besparelser.

Prisen varierer meget. Nogle tiltag er billige, mens større projekter kan finansieres via tilskud eller energilån.

Ja, især huse bygget før 1980 har ofte et stort potentiale for energiforbedringer og markante besparelser.

Har du spørgsmål eller vil du vide mere?

Med mere end 140 butikker er der altid en lokal mægler, som står klar til at rådgive dig og svare på dine spørgsmål.

Kender du værdien af din egen bolig?

Inden du træffer den endelige beslutning om at sætte din bolig til salg, vil du måske gerne vide, hvad du kan få for din bolig. Med BoligSkøn får du et statistisk beregnet skøn af din boligs værdi på et øjeblik ved at svare på 5 spørgsmål om boligens stand.